Generelt om Fugleoplevelse:

Du kan fortælle os om en fugleoplevelse, du har haft. Især i Køge-området.

Du skal også være velkommen til at sende os spørgsmål om bestemmelse af fugle, hvis det er muligt gerne ledsaget af billeder.

Klik her for at sende en mail. På forhånd TAK!

 

 
white-tailed eagle.jpg

Havørnen på flugt: fra Jens Garde

24. Februar 2011


Stor oplevelse! På vej østpå fra Ringsted mod Køge ad den gamle landevej så jeg ved 15 tiden i dag d. 24.02.2011 100 m inde på en mark nord for Slimminge Ore en havørn, der var i færd med at flå et byttedyr. 3-4 gråkrager prøvede at få deres del. Efter 5 min lettede havørnen og fløj ind i den lille skov nord for vejen. Fantastisk flot syn af den mægtige fugl.

Havørn             Foto: Henrik Greve

 
 Silkehaler i haven: fra Lis Graugaard, Greve Strand

21. november 2010

Første gang jeg så Silkehaler i min have, var 28.12. 2004. De kom igen 26.12.2007, men i år kom de allerede 14. november, hvor den stakkels fugl fløj ind i stuevinduet og brækkede halsen. 19 november sad en hel flok i naboens birketræ efter at have spist sig mætte i Ingrid-Marie æbler. Jeg lader altid en hel del æbler sidde til fuglene, og det tiltrækker åbenbart også silkehalerne. I år opdagede jeg dem på grund af deres meget specielle kald. Jeg ville godt have optaget det, men det syntes silkehalerne åbenbart ikke, så de fløj videre.

Lis har kontaktet os, og den lille silkehale vil blive afleveret til Zoologisk Museum i København. - Aoi Bringsøe.

   
 

Halemejse yngler i haven: fra Karin og John Leutenberger

21. juli 2010

Billeder fra foråret optaget den dag, halemejseungerne forlod deres trygge hjem her på Valbo Allé.

 
Da vi kom hjem fra fugleturen til Jægersø og fugletårnet, ville jeg fotografere reden, men da var fuglene allerede fløjet. Det var da pudsigt, at de lige skulle komme frem den dag. 
 
Der var 5 unger, og de fløj larmende rundt omkring i området, inden de endte i roserne ovre ved fedtkuglerne. Her blev de fodret af forældrene. Lidt senere blev det regn, og alle fuglene satte sig tæt sammen på en gren. Det er der også et foto af. De var ikke det mindste bange for fotografen!
 
Vi har så ikke set mere til halemejse-flokken, men håber selvfølgelig at se dem igen til næste år.

 

 

             Tvillingeuglerne ved Dyndet: fra Line og Sven Åge

             19. juni 2010

             Skovhornugle, som Line og Svend Åge har opdaget på deres grund, har fået to unger.

 

 

              En stor hornugle, hvad kan det så være?? fra Line og Svend Åge

              22.maj 2010

              Vi bor på Dyndetvej lige uden for Borup.
              Vi tror/mener helt bestemt at vi har en stor hornugle som yngler på vores skov/mark/eng.
              Kan I hjælpe os med at finde ud af om det virkelig er en stor hornugle??
              Den er meget stor, efter hvad vi kan se af billeder på internettet, så mener vi kun at det kan være den.
              Her til aften har vi set den sidde ca. ½ m over jorden på en gren, som om den holder vagt.
              Når vi færdes tæt på dette sted, så flyver den tæt hen over hovedet på os.

 

Svar fra DOF Køge Bugt-gruppen 25. maj 2010

Kære Line og Svend Åge.

Tak for jeres interessante beretning og billedet!

Vi tre fandt jeres historie så interessant, at vi besluttede os for at besøge jer. Så det gjorde vi, efter at vi først talte sammen på telefonen! I ved selvfølgelig godt, hvordan vores besøg hos jer forløb, men af hensyn til vores medlemmer og læsere vil vi lige skrive lidt om det.

I præsenterede området med den spredte trævækst, hvor I jævnligt ser uglen. Alle fem gik vi en tur i området og håbede at få et glimt af uglen, men vi ved, hvor svære de kan være at se (trods deres størrelse), så vi turde ikke vente os alt for meget. Men vi blev ikke skuffede. Som I har oplever det tidligere, fløj uglen faktisk en del omkring. Måske skyldtes det, at vi fem mennesker forstyrrede den? Vi ved det ikke, men efter at vi havde nydt dens "flyveøvelser", besluttede vi os for at fortrække fra arealet, så den atter kunne få fred og ro.

Det undrede os, at uglen var så aktiv ved højlys dag. Vi har flere gange om vinteren set skovhornugler, der sov i store træer, og de var helt inaktive og lod sig slet ikke provokere, selv om der gik mange mennesker rundt om og neden under deres træer. Vi vil gerne prøve at undersøge, om det er normalt, at skovhornugler flyver meget omkring om dagen.

Det var værdifuldt, at I havde formået at tage et billede af uglen. Det viser, at uglen er en skovhornugle (og ikke en stor hornugle). Den buede V-tegning i ansigtet er så karakteristisk, at det udelukker stor hornugle.

Vi takker jer for den fine oplevelse og håber, at I en skønne dag også vil se unger af skovhornugle! Det kunne være fantastisk.


Med venlig hilsen
Marta Grun, Aoi Bringsøe og Henrik Bringsøe

 

Om rovfugle, fra Vivi Rom

20. maj 2010

DOF, Køge Bugt.
Gad vide hvilke rovfugle, der syntes, de i en gruppe på 8 stk. skulle cirkle over bondegården i Store Salby i går, den 19. maj ved 13-tiden (tror jeg nok. Jeg tjekkede ikke tidspunktet). Mit bedste (om end ikke særligt kvalificerede) gæt er, at det var musvåger. Det var i hvert fald ikke falke (vingerne brede, "rundede"). De fremstod brunlige, sådan nærmest tværstribede, bølgende, brun/beige.
Jeg har aldrig før set mere end to rovfugle sammen, og jeg troede ikke, der var rovfugletræk så sent på året.
Måske er jeg heldig, at nogle mere fuglekloge også har set dem og kan fortælle, hvilke der var tale om. Men selv om det ikke skulle være tilfældet, var det en stor oplevelse at se dem cirkle omkring, indimellem forstyrret af en krage og en sølvmåge (og deres vingefang var større end sølvmågens).
Mange hilsner
Vivi Rom

Svar fra Marta Grun

DOF Køge Bugt-gruppen 22. maj 2010

Kære Vivi
 
Jeg er ikke ekspert på området, men ud fra din beskrivelse vil jeg mene, at der er 2 muligheder.
 
1. Træk af hvepsevåger. Musvågetrækket er overstået nu. Trækket af hvepsevåger er begyndt, og jeg har hørt fra flere fuglefolk, at de har set dem trække over Danmark. De ligner musvåger til forveksling.
Når man kigger på dem i en kikkert eller i et teleskop, så vil man opdage forskellen: De har mere fremstrakte hoveder, hovedet synes større end musvågens, de har "tyrenakke" i forhold til musvågen. Når de kredser, så er deres vingestilling mere "flad" end musvågens kuplede vinger. Der er andre forskelle, prøv evt at kigge på www.dof.dk og se forskellen i dragt, farvetegninger.
 
2. Lokale musvåger, der skruer sig op i gode vindforhold. Det gør de gerne, selv om der ikke er tale om decideret træk. De udnytter de gode vindforhold for at komme højt op hurtigst muligt.
 
Jeg så også en flok rovfugle samme dag kl. 15, ved Lellinge. Jeg havde desværre ikke mulighed for at studere dem, da jeg sad i en bus, men der var ca. 10-15 fugle i flokken. De var ved at skrue sig op bag ved Lellinge Kirke.
Så jeg tør ikke konkludere noget, men prøv at bruge en kikkert næste gang. Du er for øvrigt velkommen til at kom med på en af vores ture. Kig på vores hjemmeside: www.dofkoege.dk.

Med venlig hilsen 
Marta Bagoly Grun